Ja?

Ja tak til fosterdiagnostik

Micala Høg Daimar, cand. Jur.

“Diskussioner om fosterdiagnostik bliver af og til drejet hen i retningen af, at vi selv vil
vælge vores børn og ikke lade naturen-skæbnen-Gud, eller hvad man nu tror på,
vælge. At forældre vil råde over liv og død, at vi kun vil have “perfekte”
børn. At udviklingen på længere sigt vil medføre, at børn uden yderste led på
lillefingeren vil blive valgt fra  efter
en ultralyds-undersøgelse. Jeg synes, at denne del af diskussionen er ubehagelig på mange måder.

Især fordi den mere end antyder, at vi som almindelige forældre – i et stort flertal
– vil vælge og vrage blandt vore ufødte børn. Det tror jeg ikke på. Vi er
forældre ikke kynikere. Vi har følelser indblandet, ikke forskningsresultater.

Beslutningen er ikke nem. Hvis man får besked om, at ens barn bærer en farlig sygdom, er det jo ikke kun spørgsmålet om, hvorvidt det ufødte barn skal vælges fra eller ej. Det er jo også som tidligere nævnt spørgsmålet om, hvad man skal vælge til.

Hvilken en indflydelse vil et barn med eksempelvis en alvorlig sygdom have på resten af familien, på de børn man har, på ens ægteskab, arbejdsliv og ens liv i øvrigt?

Ingen skal bestemme, at vi skal have foretaget fosterundersøgelsen, men vi skal
fortsat have et valg – og så skal omverdenen tro på, at vi er opgaven voksen
nok til at træffe det rigtige valg.”